Behandling af sygdomme i tandkødet

Gingivitis (tandkødsbetændelse) er en kronisk betændelse i tandkødet omkring tænderne. Når tandkødet er betændt, bliver det hævet og rødligt og kan være ømt. Det bløder nogle gange når man børster tænder eller bruger tandstikker/tandtråd.
Sygdommen opstår når tænderne ikke bliver børstet rene og når man ikke regelmæssigt bruger tandtråd eller tandstikker.

Behandlingen af tandkødsbetændelse er tandrensning og ofte instruerer vi også i hvordan du selv kan børste omhyggeligt og bruge tandtråd eller tandstikker.

Parodontitis er tandkødsbetændelse der har spredt sig til de dybere væv, altså ned omkring tandroden. Tandkødslommen bliver dybere og tanden bliver løsere. Ved alvorlig eller ubehandlet parodontitis risikerer man at miste tænder. Sygdommen kan ramme os alle, men vi kan gøre meget for at forebygge den. Vi ved parodontitis opstår ved sammenspil af flere faktorer. 

En god mundhygiejne er det bedste middel imod parodontitis. 
Rygning og sukkersyge forværrer sygdommen. Parodontitis kan også være arveligt. Det er vigtigt, hvis man ved, ens forældre lider af sygdommen, at man er ekstra omhyggeligt med mundhygiejne og forebyggelse.

Behandlingen af parodontitis er først og fremmest en grundig undersøgelse hvor bl.a alle tandkødslommer bliver målt samt registreret. Der tages også ofte røntgen billeder. Derefter stilles en diagnose og der laves derefter en grundig udvidet tandrensning og hver enkelt tand bliver renset på rodoverfladen   (tandrodsrensning).

Vi ved at udviklingen af sygdommen og sygdommens forløb er meget individuelt. Hvorfor det er vigtigt, at vi stiller den rigtige diagnose og passende behandlingsplan. 

Behandlingsplanen laver vi sammen med patienten, det er vigtigt patienten er med på hvad der skal ske og hvad der kræves.